At være “i flow” er noget, de fleste atleter drømmer om. Kroppen præsterer af sig selv, i sin egen automatik.
Flow er der, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor du oplever, at kroppen helt enkelt præsterer af sig selv, automatisk og intuitivt. Hvor du ikke skal “tænke” bevægelsen frem, men er optaget og koncentreret uden at bruge mentale kræfter. Hvor øjeblikket nærmest står stille. De allerstørste sportspræstationer er ofte opnået, mens atleten var i flow.
Men er det muligt for atleter at blive bedre til at komme i flow?
Svaret er et klart ja.
Du kan som atlet øge muligheden for at komme i flow oftere ved at træne dine tanker, så du bliver god til at holde din opmærksomhed på de ting, der bringer dig tættere på flow – og bliver god til at flytte din opmærksomhed fra de ting, der forstyrrer og bremser dit flow.
Det handler om opmærksomhed
Vores sanser er hele tiden på arbejde. Når vi ser en bevægelse, hører en lyd eller dufter noget dejligt eller måske noget ubehageligt, er det vores sanser, der er i spil. Det sker af sig selv, næsten uden at vi lægger mærke til det.
Det samme sker med vores tanker. Tanker kommer af sig selv, uden at vi har bedt dem om det. Og tanker skaber følelser. Følelserne følger med, når hovedet fyldes af tanker. Tankerne kan være om noget, der er sket, eller forventninger, vi har – og pludselig mærker vi følelserne, for eksempel angst, vrede, frustration, glæde eller tilfredshed. De fleste af os kan genkende det at blive fanget i følelserne, at hænge fast i dem. De tager vores opmærksomhed.
Du kan også pludselig blive opmærksom på, hvordan din krop føles lige nu. Det kan være oplevelsen af kulde eller varme, din vejrtrækning, træthed, sult eller smerter.
Din opmærksomhed kan også rettes imod, hvordan du bevæger dig, og hvordan andre bevæger sig omkring dig.
Du har hele tiden opmærksomhed på noget.
Opmærksomhed er noget, du kan træne. Og det er afgørende for din performance, at du træner din evne til at flytte opmærksomheden over på det rigtige.
Hvis du vil øge dine muligheder for at komme i flow, skal du træne din evne til at fokusere din opmærksomhed. Og det kræver hård mentaltræning, fordi opmærksomheden så let bliver afledt.
Grønt felt og rødt felt
Som atlet kan din opmærksomhed rettes imod to felter.
Det grønne felt er alt det, som du som atlet selv har indflydelse på. Det er din egen opmærksomhed, dine egne bevægelser, dine egne tanker – og ikke mindst “nu”-et.
Det røde felt er alt det, som du som atlet ikke kan ændre. Det er de fysiske rammer, for eksempel banen, eller vejret. Det er andres handlinger, for eksempel dommerkendelser, tilråb fra tilskuere. Det er dine følelser. Og det er fortiden, altså alt det som allerede er sket i dag eller tidligere.
Alt det, der kan ske i det røde felt, har en ting til fælles: Det er spild af tid og opmærksomhed. Du kan ikke ændre på dem, og du vil sandsynligvis forringe din præstation, hvis du alligevel prøver.
Et eksempel
Dommeren laver en kendelse, som du synes er urimelig og forkert. Du bliver i det røde felt: Du bliver vred og reagerer over for dommeren ved at give udtryk for din utilfredshed. Bagefter kan du ikke slippe af med vreden, der bliver siddende i kroppen. Du har svært ved at koncentrere dig, og de stærke følelser påvirker din præstation.
Lad os nu forestille os, at du har trænet dine tanker og derfor har held med at holde opmærksomheden i det grønne felt. Din tanke efter dommerkendelsen går derfor direkte til “nu”et og dine egne muligheder. Det kan være at rette al fokus på åndedrættet, egne tanker – og på den næste bevægelse, som du kender ud og ind og har trænet så ofte.
Gå fra rød til grøn til flow
Når du går i gang med mentaltræning og gerne vil opnå en tilstand af flow, skal du være klar over, at det tager tid at blive god til at “fange opmærksomheden” og flytte den et andet sted hen. Du vil opleve, at det er lettest at opdage, når du er i rødt felt. Og du vil opleve, at det tager tid og øvelse at blive god til at flytte dig hen imod og over i det grønne felt.
App’en MASS hjælper og støtter atleter med den afgørende mentale træning, der gør det muligt at flytte opmærksomheden til det grønne felt. I MASS er der konkrete værktøjer til at flytte opmærksomheden fra det røde til det grønne felt. App’en bruges både til træning og konkurrence, og over tid vil du og din træner opleve markant fremgang i din evne til at fokusere på det rigtige.